This paper explores an architectural intervention at Kringsjå Kraftstasjon in Vennesla, southern Norway—one of the country’s earliest hydroelectric power plants, now reduced to a series of seemingly abandoned ruins.  
 
With a consistent focus on local industrial heritage, the paper also engages with broader themes such as Norwegian outdoor life, mental well-being, thermal bathing, accessibility, the use of local wood materials in demanding microclimates, and the enduring power of water—both historically and in contemporary contexts.  
 
The framework for this paper is an imagined architectural competition initiated by the Vennesla municipality, aiming to reinforce the site’s identity and promote sustainable visitor management.  
 
The design process presented begins with an outside-in approach, emphasising volume studies, programming, and storytelling. It then transitions to an inside-out approach that prioritises the thermal journey, spatial experience, and challenges of meeting the ground.  
 
One main design challenge throughout the paper was how to work around the existing ruins and, following a series of detailed analyses, the design strategy focused on “adding to enhance”, where respect for the ruins remains without the fear of contact.  
 
The paper concludes that the most fitting concept in this context is to reinterpret the meaning of hydropower as a revitalising force for the community, rather than merely a source of energy. This idea is realised through a series of new structures strategically integrated with the ruins of the historical site.  
 
Surrounding smaller volumes accommodate rentable cabins, event spaces, and a floating sauna, while the largest central volume— gently resting in the main ruin — serves both as a thermal bathing facility and a communal cabin for hikers and visitors. This future “Kraftstasjon” is capable of conveying the rich history, attracting wilderness tourism to the area, offering a retreat for individuals with mental health challenges, and seamlessly merging the interests of the many stakeholders at Kringsjå. 

Dansk 

Denne opgave undersøger en arkitektonisk intervention ved Kringsjå Kraftstasjon i Vennesla i det sydlige Norge – et af landets tidligste vandkraftværker, som i dag fremstår som en række tilsyneladende forladte ruiner. 

Med et vedvarende fokus på lokal industriarv inddrager opgaven også bredere temaer som friluftsliv, mental sundhed, termiske bade, tilgængelighed, brug af lokale træmaterialer i krævende mikroklimaer og vandets vedvarende kraft – både historisk og i en nutidig kontekst. 

Opgavens ramme er en fiktiv arkitektkonkurrence initieret af Vennesla kommune med det formål at styrke stedets identitet og fremme bæredygtig besøgsforvaltning. 

Designprocessen begynder med en "outside-in"-tilgang, der lægger vægt på volumenstudier, programmering og fortælling. Derefter skiftes der til en "inside-out"-tilgang, hvor den termiske rejse, den rumlige oplevelse og mødet med terrænet prioriteres. 

En central designudfordring var, hvordan man kunne arbejde omkring de eksisterende ruiner. Efter en række dybdegående analyser blev strategien at "tilføje for at forstærke", hvor respekt for ruinen bevares uden frygt for fysisk kontakt.

Opgaven konkluderer, at det mest passende koncept i denne kontekst er at gentænke betydningen af vandkraft som en revitaliserende kraft for lokalsamfundet – ikke blot som energikilde. Dette realiseres gennem en række nye strukturer, som strategisk integreres med den historiske bygningsmasse.

Omkringliggende mindre volumener rummer hyttr, eventrum og en flydende sauna, mens det største centrale volumen – som hviler nænsomt i hovedruinen – fungerer både som termisk badeanlæg og fælleshytte for vandrere og besøgende. Denne fremtidige "Kraftstasjon" formår at formidle områdets rige historie, tiltrække naturturisme, tilbyde et fristed for mennesker med mentale udfordringer og forene de mange interessenter ved Kringsjå.